“Jeg har været dansk mester i enkeltstart – den gang var jeg hurtig, og det bliver jeg også her”

Emil Wang er en af fire finalister, der skal dyste om at blive Danmarks bedste vvs-energilærling ved DM i Skills 2019.

Hvorfor vil du være vvs-energispecialist?
“Jeg har være elitecykelrytter i rigtigt mange år, men så blev jeg desværre skadet og var nødt til at skifte retning. Så startede jeg med at arbejde hos min far, som også er vvs’er. Og det var faktisk meget skægt, så efter et par år endte jeg med selv at gå i gang med uddannelsen.

I min fars firma startede jeg med at lave tag og blik, og det var egentligt meget hyggeligt at klatre rundt på et tag og lægge skiffersten og bukke zink og den slags, men jeg kan bedre lide den mere tekniske del af faget og at komme ud til kunder og  få ting til at virke.

Vvs-energispecialistuddannelsen er væsentligt sværere, end man går og tror. Det kræver f.eks. at man er ret teknisk begavet og kan regne. Der er masser af udfordringer både bogligt og praktisk, og så er det rart at uddannelsen veksler mellem skole og praktik, så man ikke bare sidder i et klasselokale på hele uddannelsen.”

Hvad er din største styrke ved en konkurrence som DM i Skills?
“Jeg går meget op i, at slutresultatet er lærkkert. Jeg kan godt lide, at tingene ser pæne ud og er sat lige op. Derudover er jeg meget målrettet. Når jeg får en opgave, er jeg koncentreret og bliver ikke så let distraheret. Jeg har været dansk mester i enkeltstart – den gang var jeg hurtig, og det bliver jeg også her.”

Hvordan vil du forberede dig?
Forhåbentlig kan jeg bruge nogle skoledage, hvor jeg kan kigge de gamle opgaver igennem og øve lidt på nogle af de discipliner, vi skal igennem – f.eks. utraditionelle bukkeradiuser og tilslutning af varmepumper.”

Emil Wang er i lære hos VVS & Taggruppen Entreprise ApS og går på TEC i København


Til nyhedsoversigten