Jo, mor! – Jeg skal være vvs-energispecialist

Ny kampagne skal give forældre mere viden om de mange muligheder, en vvs-energiuddannelse åbner op for.

Alt for mange forældre synes, deres børn skal gå i gymnasiet. Det er noget pjat, for der er nemlig mangel på dygtige unge, der hellere vil tage en erhvervsrettet uddannelse. Derfor skal en ny informationskampagne få forældrene til at se de mange muligheder, en erhvervsuddannelse åbner op for.

’Dit barns fremtid’ er navnet på kampagnen, der fremhæver vvs-energiuddannelsen som eksempel på en uddannelse, der gemmer på masser af muligheder – både for at få job i branchen og for at læse videre.

Kampagnen består dels af en række korte film (se dem nederst på siden), der skal skabe opmærksomhed om kampagnen via sociale medier og på tv, samt en hjemmeside med mere dybdegående information om erhvervsuddannelserne.

Forældre ved ikke nok om erhvervsuddannelser
Når mange forældre hellere vil have, at deres børn skal gå i gymnasiet frem for eksempelvis at tage en vvs-energiuddannelse, skyldes det ifølge Den Regionale Ungeenhed, at forældrene simpelthen ikke ved nok om erhvervsuddannelserne.

En undersøgelse fra august 2016 viser således, at 77% af de adspurgte forældre angiver, at de ved mest om de gymnasiale uddannelser mens de ved mindst om EUD og EUX. Men nu er der altså hjælp på vej til de mange uvidende forældre.

”Kampagnen fokuserer på at give forældrene den viden, de mangler – ikke den viden, de har i forvejen. Vi vil simpelthen have erhvervsuddannelserne ind i uddannelsessnakken. For det er de ikke lige nu,” siger Inge Prip, styregruppeformand for Den Regionale Ungeenhed.

På kampagnens hjemmeside kan interesserede forældre hente masser af viden om erhvervsuddannelserne. De kan også læse om, hvorfor vvs-energiuddannelsen er en attraktiv teknisk uddannelse, der tiltrækker mange dygtige unge, som er sikret gode løn- og karrieremuligheder i en branche i konstant udvikling.

Hjemmesiden finder du her http://ditbarnsfremtid.dk.
Link til siden om vvs-energiuddannelsen: http://ditbarnsfremtid.dk/gode-bud/vvs/


Til nyhedsoversigten