Her er verdens første vvs-installationsteknikere

De to aller-, allerførste vvs-installationsteknikere er blevet udlært. Det skete 2. marts 2018, da de aflagde svendeprøve på Erhvervsskolen Nordsjælland.

Joakim Vest Andersen fra Halsnæs Smeden A/S og Kian Enoch fra V. Sæmer & Søn A/S scorede begge 12 ved svendeprøven og beviste derved, at de både er særdeles kompetente teknikere og fremragende håndværkere.

I løbet af to uger skulle de to installationsteknikere blandt andet installere et pillefyr, en varmtvandsbeholder, et blandingsbatteri og en håndklædetørrer – og så ellers få det hele til at fungere ved hjælp af rør og elektroniske komponenter.

”Det var lidt svært, for jeg har aldrig arbejdet med pillefyr før. Men så måtte jeg jo finde ud af det. Noget af det fede ved uddannelsen er, at man bliver god til at finde ud af, hvordan man får ting til at virke,” fortæller Joakim Vest Andersen.

Alsidig uddannelse
Vvs-installationstekniker er et nyt speciale på vvs-energiuddannelsen. Det er en meget alsidig uddannelse, der åbner op for mange forskellige jobmuligheder efterfølgende. Som vvs-installationstekniker kan man f.eks. arbejde på en byggeplads eller hos private kunder som service-installationstekniker.

”Jeg kan godt lide at køre service, hvor man hver dag kommer ud til forskellige kunder, der har brug for hjælp. Det er fedt at komme ud til noget, der ikke virker, og så få det til at virke. Og så er der aldrig to dage, der er ens,” fortæller Joakim Vest Andersen.

Uddannelsen til vvs-installationstekniker varer 3 år og 9 måneder. Heraf foregår 52 uger på skolen med teoretisk undervisning. Resten af tiden er du lærling i en virksomhed, hvor du lærer alle de praktiske færdigheder, som er en del af faget. Du får løn under hele din uddannelse, men så er der også en forventning om, at du tager ordentligt fat.

”Du skal ikke være sart, og du skal ikke være bange for at blive beskidt. Og så skal du helst kunne finde ud af at bruge noget værktøj. Du skal også kunne stå op om morgenen, for du møder tidligt. Men først og fremmest er det vigtigt, at du synes det er sjovt,” fortæller Joakim Vest Andersen.

Læs mere om uddannelsen til vvs-installationstekniker her:

Vvs-installationstekniker


Til nyhedsoversigten