Om VVS-energiuddannelsen

Om VVS-energiuddannelsen

Opbygning og varighed

VVS-energiuddannelsen har 4 specialer:

  • Vvs-installationstekniker (3 år, 9 måneder) – her er fokus på service og installationsarbejde, velfærdsteknologi samt svejsning.
  • Vvs-energispecialist (4 år) – her er fokus på energi og energibesparelse.
  • Ventilationstekniker (4 år) – her er fokus på indeklima og komfort i bygninger fx hospitaler og arbejdspladser.
  • Vvs og blikkenslager (4 år) – her er fokus på tage og facader.

 

På den måde kan du vælge mellem forskellige kompetencer. Det betyder også, at du som lærling har mulighed for at opnå stor specialviden inden for netop de områder af faget, der interesserer dig allermest. Dine efterfølgende job- og karrieremuligheder afhænger altså af, hvilket speciale du vælger, og de ambitioner du har for din uddannelse.

Sådan kommer du i gang

Vvs-energiuddannelsen veksler mellem undervisning på en erhvervsskole og praktik i en virksomhed. For mange begynder uddannelsen på en erhvervsskole.

Find nærmeste erhvervsskole.

Hvis du kommer direkte fra 9. eller 10. klasse, skal du først 20 uger på grundforløb 1, hvor du får en bred introduktion til erhvervsuddannelserne. Erhvervsskolerne tilbyder faglige retninger på grundforløb 1, hvor du bør vælge en teknisk fagretning, som er rettet mod, at du gerne vil påbegynde en vvs-energiuddannelse. Efter grundforløb 1 begynder selve vvs-energiuddannelsen på grundforløb 2.

Når du begynder på grundforløb 2, skal du i gang med at søge efter en praktikplads. Erhvervsskolen kan hjælpe dig med råd og vejledning om, hvordan du bedst søger en praktikplads. Du kan eksempelvis finde en virksomhed på praktikpladsen.dk.

En praktikplads kaldes også en læreplads. Du skal indgå en uddannelsesaftale med en virksomhed. Herefter står virksomheden for hovedparten af din praktiske uddannelse. Det er vigtigt, at du søger en praktikplads på en virksomhed, som arbejder med præcis det forretningsområde, som matcher det speciale, du ønsker. Du bliver en del af virksomhedens medarbejderstab, og du er med til at levere tekniske løsninger til virksomhedens kunder. Når man har en læreplads, får man løn under uddannelsen.

Hvis du ikke finder en praktikplads, mens du går på grundforløb, kan du fortsætte din uddannelse i skolepraktik, mens du søger videre. Vvs-branchen har brug for dygtige medarbejdere og lærlinge, og det lykkes for langt de fleste at få en praktikplads.

Du kan også vælge at finde en praktikplads, inden du begynder på erhvervsskolen. Så begynder du direkte på 2. grundforløb.

EUX – to uddannelser i en

Du kan også tage en EUX-vvs-energispecialistuddannelse. Det betyder, at du går mere i skole og har mere undervisning i grundfag som matematik og fysik m.v. Til gengæld får du en studentereksamen og en erhvervsuddannelse som vvs-energispecialist, dvs. to uddannelser på en gang.

EUX-uddannelsen giver dels mulighed for at gøre karriere i branchen, dels adgang til at gå direkte videre til en videregående uddannelse som f.eks. ingeniør eller maskinmester. En EUX-vvs-energiuddannelse tager 4 år og 9 måneder at gennemføre.

EUV – erhvervsuddannelse for voksne

Hvis du er over 25 år, når du begynder på din vvs-energiuddannelse, skal du gennemføre uddannelsen som Erhvervsuddannelse for Voksne – EUV. Her er uddannelsestiden kortere afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund og hidtidige erhvervserfaring. Kontakt en erhvervsskole for at finde ud af mere.

Kortere uddannelse for unge med gymnasial baggrund

Du kan få op til 9 måneders merit på vvs-energiuddannelsen, hvis du har en studenter­eksamen.

Hvis du vælger specialet vvs-energispecialist, skal du følge et særligt spor for studenter. Det betyder, at din uddannelse bliver afkortet med op til 9 måneder. Det forudsætter, at du har afsluttet dansk på a-niveau, matematik og fysik på b-niveau og samfundsfag på c-niveau. Har du bestået faget teknik A, får du yderligere merit/afkortning af uddannelsen. Hvis du ikke opfylder alle kravene, kan du måske alligevel få afkortet uddannelsen – kontakt din nærmeste erhvervsskole for mere info.