Fjernvarmeundervisere tester det nye digitale værktøj
Nyt digitalt værktøj og opdaterede kompendier giver fjernvarmeundervisningen et løft

Hvordan virker en motorventil? Hvad sker der i anlægget, når man ændrer på differenstrykregulatoren – eller lukker for kuglehanen?

Med den nye digitale fjernvarmetavle kan lærlinge og kursister nu arbejde med fejlfinding og forståelse af fjernvarmeanlæg i et virtuelt miljø. Tavlen simulerer seks forskellige anlægstyper og gør det muligt at afprøve ændringer i komponenter og se, hvordan de påvirker drift og målinger – uden fysisk adgang til en tavle.

Et virtuelt anlæg i værktøjskassen

Tavlen kan bruges i både undervisning, gruppearbejde og selvstændige øvelser, og den er designet, så den også fungerer uden for skolen – fx som træning op til certifikatprøven eller som supplement til læring på arbejdspladsen. Den er udviklet med input fra undervisere og branchefolk og finansieret med midler fra UUL og trepartsaftalen.

 

Opdateret fjernvarmeviden til teori og praksis

To opdaterede kompendier til fjernvarmeservice er nu også tilgængelige på vidensportalen. Det ene giver et samlet overblik over varmeproduktion, energiformer og fjernvarmeanlæggets opbygning. Det andet guider gennem hovedeftersynet trin for trin – med tjeklister, komponentbeskrivelser og forslag til, hvordan man kan tale med kunden undervejs.

Materialet kan bruges i både klasseundervisning og praksisnære øvelser – og fungerer også som opslagsværk for svende og lærlinge, der skal forberede sig på hovedeftersyn i virkeligheden.

Lettere at skabe overblik

Kompendierne blev præsenteret på de seneste FJR-dage for undervisere og censorer, hvor flere pegede på, at materialet gør det lettere at skabe overblik og ensartethed – fx når flere undervisere deler ansvaret for samme fag, eller når elever skal forstå, hvorfor en bestemt komponent giver anledning til fejl i anlægget.

Fri adgang – hvor som helst og når som helst

Alt materialet er frit tilgængeligt og kan bruges i undervisning, efteruddannelse og i det daglige arbejde i installationsbranchen.

Find materialerne på vidensportalen.