Thumbnail fremtidens grønne løsninger
Vi roder ikke bare med rør – vi roder med fremtiden

Alle snakker om den grønne omstilling. Men hvis Danmark skal nå i mål med de ambitiøse klimamålsætninger, er der brug for grønne faglærte. Her spiller VVS-branchen en afgørende rolle ift. at installere fremtidens grønne løsninger – både i dag og i fremtiden.

Danmark skal reducere sin drivhusgasudledning med 70 procent frem mod 2030. Hvis klimalovens ambitiøse mål skal nås, skal fossile brændsler erstattes af grøn energi – og energiforbruget skal minimeres. Det kræver moderne løsninger og smarte installationer.

Derfor skal VVS-branchen hele tiden være på forkant. For når vi byder ind på fremtidens grønne løsninger, stiger efterspørgslen på VVS’ere. TEKNIQ Arbejdsgiverne og Blik- og Rørarbejderforbudet har lavet en pjece om vvs-branchens arbejde i den grønne omstilling. Den kan du hente her.

Sådan kan du ruste dig og dine medarbejdere til den grønne omstilling

Der bliver udbudt en lang række AMU-kurser, der sikrer, at du som medarbejder har kompetencerne til at installere fremtidens grønne løsninger. Vi giver dig overblikket her.

VARMEPUMPER

Der er blandt andet AMU-kurset “Varmepumper – installation og service“. Det giver dig kompetencer til at installere og udføre service på varmepumper og giver kendskab til energi- og miljømærkning.

FJERNVARMEANLÆG

Der er flere kurser om mindre og større fjernvarmeanlæg. F.eks. “Fjernvarmeanlæg – certifikat mindre ejendomme“, der giver kompetencerne til hovedeftersyn og service på et fjernvarmesystem i mindre ejendomme og vurdering af energiforbruget. Desuden kan også nævnes kurset “HEAT – Service på store fjernvarmeanlæg“.

VENTILATIONSANLÆG OG ENERGIOPTIMERING

Der er forskellige efteruddannelseskurser i ventilationsanlæg. VENT-ordningen huser de største aktører, og herfra kan nævnes kurset “Ventilationsanlæg – Energioptimering“, der giver kompetencerne til at energioptimere ventilationsanlæg. VENT-ordningen er en certificering af kvalitetseftersyn på ventilationsanlæg. Det er godt for den grønne omstilling, fordi det sikrer et lavt energiforbrug.

STYRINGSAUTOMATIK OG IOT (INTERNET OF THINGS)

Indenfor styringsautomatik er der kurset “Styringsautomatik i varmefordelende energianlæg“, der giver kompetencerne til at installere nye anlæg og optimere energien. Derudover er der flere kurser indenfor IoT.